Okay; så du har lige bestilt din skiferie. Nu står du overfor næste trin i forberedelsen; at vælge skitøj. Det skal siges med det samme, at det varierer fra destination til destination med hensyn til, hvilket skitøj der skal bruges. Nogle skidestinationer i Italien og Østrig kan til tider ramme temperaturer, som vi ser i foråret i Danmark, mens nogle gletsjere og områder i Norge og Sverige kan byde på iskolde minusgrader. Her giver vi dig en generel oversigt over udvalget af skitøj, så du kan blive godt klædt på.

Under dit skitøj: Baselayer/skiundertøj

Vi starter med at kigge på dit inderste lag, da det er en helt essentiel del af dit outfit.

Dit undertøj, der også kendes som skiundertøj eller baselayer, skal kunne klare tre funktioner:

  • Først og fremmest er det vigtigt, at det kan transportere sved væk fra kroppen. Når du står på ski, vil du med garanti svede. Derfor er dette vigtigt.
  • Endvidere bør du kunne ånde i tøjet, så det ikke er ubehageligt at have på.
  • Sidst, men bestemt ikke mindst, må det også gerne kunne holde på varmen – specielt, hvis der er koldt. På den måde sikrer du dig, at dit inderste lag holder dig og din krop lun.

Vejen til god komfort i dit skitøj er skistrømperne

Du kan have nok så godt skitøj, men hvis ikke dine skistrømper er behagelige, bliver skituren ikke god. Enhver der har prøvet at have dårlige skisokker på ved, at det er yderst ubehageligt. Sørg derfor for, at du har nogle skisokker, som er behagelige at have på. Så undgår du også rifter og mærker i huden. Derudover er det vigtigt med sokker, du kan ånde igennem.

Hold sneen ude med gode skibukser

Nogle skibukser kommer i dag med snefang, således at sneen holdes ude af støvlerne. Det er helt bestemt en mulighed, der er værd at overveje! Dertil kommer, at nogle skibukser kan holde benene varme, hvilket er velvalgt på køligere destinationer.
Derudover findes der også skibukser, der er forstærket ekstra, således der ikke slides hul på knæene og i syningerne, når du tager en tur i sneen. Sidstnævnte er noget, der er værd at overveje for nybegyndere eller de, der har det med at vælte.

Hold vind og vejr ude med en god skijakke

En god skijakke er alfa og omega. Din skijakke bør som minimum være vind- og vandtæt. Når du befinder dig i 2.000 meters højde er der selvsagt nogle gange vind, ligesom du også udsættes for vind, når du drøner ned af bjerget med 40+ km/t.
Derudover bør skijakken være vandtæt, da du uden tvivl vil blive ramt af sne – fra pisten og nogle gange som nedbør. Din skijakke bør i øvrigt være åndbar og mulig at bevæge sig godt i.

Diverse skitøj og udstyr

Udover dette findes der masser af andet skitøj, som vi dog ikke vil gå i dybden med her.
Du bør dog også overveje skibriller, halstørklæde/halsedisse, handsker og eventuelt et ekstra lag til overkroppen. Vil du læse dybdegående guides til skitøj og udstyr er dette siden for dig at besøge.