Sharm El Sheik, beliggende i den sydlige spids af Sinai-halvøen, har siden starten af 90’erne været en turistby i rivende udvikling og er i dag et livligt turiststed med 10.000 indbyggere. Den store gæstfrihed, de smukke badestrande og koralrev samt de mange shoppemuligheder og attraktioner gør Sharm El Sheik til den perfekte charter-destionation. Med den høje standard af hoteller og de forholdsvis billige priser, er der både plads til afslapning og diverse udflugter. Så er du til opvartning og luksus, men uden for mange penge på lommen, er Sharm El Sheik stedet for dig!
Sharm El Sheik har masser af aktiviteter og oplevelser at tilbyde, så er man til mere end at ligge ved poolen og dase, er der ingen frygt for at kede sig. Et must når man er i Egypten er en tur i ørkenen på kamelryg. Man kam komme på guidede ture og besøge beduiner, som brygger kaffe til en og få en sludder om landet og livet som beduin.
Sharm El Sheik er kendt for sine flotte koralrev. Især Ras Um Sid, som ligger ca. 5 minutters kørsel fra Sharm, kan prale med dette og er da også det mest populære sted for snorkling. Er man mere til dykning er Sharm El-Maya mere egnet til dette formål. Bugten i nærheden af Sharm’s gamle byområde har flere dykkercentre, som kan vise dig de bedste steder i Sharm. Dog skal du sikre dig, at skolen du vælger er godkendt af en professionel dykkerforening.
Har man sagt Sinal-halvøen, må man også sige Sinai-bjrget, som ifølge den jødiske tro var stedet hvor Moses blev overrakt de 10 Bud af selveste Gud, og er derfor et velbesøgt sted af pilgrimme fra hele verdenen. Bjerget er over 2200 meter højt, og kan nås via Moses-stien, som er en trappe med næsten 4000 trin, eller via en anden sti øst for St. Catherine klostret. Det anbefales dog at lægge vejen forbi klosteret, da det huser den Brændende Busk som Gud, ifølge Bibelen, talte til Moses igennem.
Foruden de fantastiske bjerge, de lækre strande og det smukke krystalklare vand, har området flere naturområder, der er værd at opleve. Ca. 30 km syd for Sharm El Sheik ligger nemlig nationalparken Ras Mohamed, som er et ørkenområde spredt over 480 km2, spækket med eksotiske pattedyr såvel som fugle og krybdyr. Området her har desuden også et fantastisk smukt og farverigt koralrev.
Er du på ferie i Sharm El Sheik, anbefales det varmt at spise ude på nogle af de mange fantastiske restauranter byen har at tilbyde, og efterfølgende tilbringe sin aften på de mange markeder der ligger rundt omkring i området. Som en forhenværende søvnig fiskerby, er Sharm El Sheik især kendt for sine fiskeretter, men de mange restauranter byder på mad lige fra det franske, thailandske, amerikanske og japanske køkken til traditionel egyptisk mad.
Ovenpå sådan et godt måltid mad, er der rig mulighed for shopping, da de fleste butikker holder åbent efter solnedgang grundet de meget varme eftermiddage. Sharm El-Sheik og omegn byder på både markeder med små boder med forskellige souvenirs, smykker, tøj, mad, frugt, brød, malerier osv., men også på områder med store flotte nybyggede butikker, som hovedsageligt sælger dyrere vestlige produkter og store centre med lidt finere butikker.
Så leder du efter en hyggelig ferie med familien eller et sted at slappe af med vennerne, kommer du ikke galt af sted med Sharm El Sheik!